Skolemoduler og fagprøve 


Din praktiske uddannelse får du i butikken. Den suppleres af teoretisk undervisning i en blanding af 9 skolemoduler og 3 akademifag (AU fag), som du får overblik over her.

Uddannelsen veksler mellem arbejde i butikken og teoretisk undervisning på Tietgen Business i Odense som Coop har et tæt samarbejde med. På skolen får du undervisning af høj kvalitet inden for relevante fagområder, som kan bruges i dit daglige arbejde. Du opnår med undervisningen stærke kompetencer, der styrker dig i din karriere.

Ledertraineeuddannelsen indeholder i alt 9 skolemoduler plus to akademifag af hver 10 ECTS. Det betyder, at når du gennemført akademifagene, har du 20 ECTS med i rygsækken, som også kan bruges til videreuddanne dig på akademiniveau efter. Læs om indholdet på de enkelte moduler, de to akademifag samt fagprøven herunder.

Modul 1 – Coop

Velkommen til Coop og intro til uddannelsen. I lærer hinanden og uddannelsen at kende og arbejder med samarbejde, præsentation og socialt samspil, og der afstemmes gensidige forventninger. Coops værdier introduceres, og kæderne gennemgås og sammenlignes med konkurrenterne. I arbejder med præsentationsteknik og træner foran hinanden. Derudover arbejder I med fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Modul 2 - Regnskab

Modulet omhandler salgsavance, budget, lager/status, svind/tyveri. I gennemgår forskellige regnskabsanalyser med brug af både datawarehouse og Qlikview. Ugen afsluttes med en stor regnskabsanalyse af ens egen butik, som du skal præsenteres for din leder. Yderligere arbejder I med konkurrentanalyse, imageanalyse og prisanalyse, og I besøger og analyserer casebutikkerne.

Modul 3 – Produktkendskab

Fokus på produktkendskab, varedeklarationer, egenkontrol, egne varemærker, kost og ernæring. I kommer på besøg på Coops Servicekontor med indlæg fra bl.a. Coops administrerende direktør og møder andre repræsentanter fra kæderne, ansvarlighedsafdelingen, medlemsprogrammet og mange flere. Derudover besøges nogle af Coops leverandører, og hvor I smager på en masse varer.

Modul 4 – Produktkendskab fortsat

I besøger flere leverandører og I skal forbi et af Coop distributionscentre, hvor I får indblik i det logistiske arbejde, der ligger bag levering af varer til butik. Coops indkøbsafdeling står for vinsmagning med Coops vine. Derudover arbejder I med personligt salg, service og reklamationshåndtering. Modulet afsluttes med en demodag i casebutikkerne, hvor I gennemfører 6-10 demonstrationer.

Modul 5 - Outdoor

Udendørs ”overlevelses”-tur med fokus på forskellige personligheder, ledelse og klar kommunikation blandt andet gennem spændende oplevelser i naturen. Inden I tager afsted får i undervisning i teorien om DiSC, og får en personlig tilbagemelding på jeres egen profil. I bliver udfordret med situationer, hvor I er under pres, og hvor samarbejde og gensidig motivation er eneste vej til succes. En tur hvor du lærer meget om dig selv og din personlige ledelsesstil.

Modul 6 – Studietur til Berlin

Studietur i Berlin med fokus på Store/category/space management. Alt undervisning foregår i Berlin hvor I besøger en række forskellige butikstyper som f.eks. KADEWE, Primark og REWE, og analyserer koncepterne med baggrund i konkret teori. Afslutningsopgaven er en analyse af en konkret tysk butik, hvor eksponeringsprincipper, indretning og profil analyseres. Der bliver også tid til at se nogle af de spændende seværdigheder i Berlin. Turen afsluttes med fælles middag den sidste dag.

Modul 7: Forberedelse til Case butik og fagprøve

På modul 7 arbejdes med alt omkring fagprøven og I påbegynder case Butik. Der udarbejdes en konceptmappe for case-butikkerne med beskrivelse af arbejdsopgaver og regler i butikken. Samtidigt påbegyndes fagprøven. Problemformuleringen skal godkendes og det praktiske i fagprøven kan opstartes.

Modul 8: Drejebogen til case Butik

I fortsætter arbejdet med case Butik og fagprøve. Konceptmappen fra modul 7 færdiggøres, så I er klar til at overtage driften af butikkerne i case-ugen.

Modul 9: Case Butik

I overtager driften af case-butikkerne. Alt personale sendes hjem og I overtager alle funktioner (dog ikke på produktionsområder). Ugen får stor opmærksomhed både fra Servicekontoret og fra egne ledere, som besøger butikkerne og evaluerer driften.

AU fag 1 - Ledelse i Praksis

Du vil få styrket dine lederkompetencer i teori og praksis, så du kan stå endnu stærkere i dit job. Du vil:

  • Opnå indsigt i din egen ledelsesstil og effekten af den.
  • Blive klogere på dine styrker og udviklingspunkter som leder.
  • Få kompetencer til at håndtere svære situationer, vurdere problemstillinger og justere arbejdsgange og processer.
  • Lære at definere dine udviklingsområder og opstille handlingsplaner for din ledelsesmæssige udvikling og læring.

AU fag 2 - Konceptstyring

Du vil få styrket dine evner i at analysere, vurdere strukturer, butiksformer, markedsudvikling og eksistensgrundlag. Du lærer om:

  • Detailhandelsstruktur, butikstyper, salgskanaler
  • Store-, space- og category management
  • Teknologisk Udvikling
  • Konkurrencemæssige forhold

Fagprøve

Uddannelsen afsluttes med en fagprøve. Den gennemføres indenfor de sidste 6 måneder af uddannelsen. Skolen sørger for at klæde dig godt på til at gennemføre fagprøven og sørger også for en personlig vejleder, som kan guide dig i forbindelse med fagprøven. Skolen giver al den information, de har brug for, når tiden nærmer sig. Til den tid ved du en hel masse både teoretisk og praktisk om at drive en butik, og fagprøven giver dem mulighed for at vise, alt hvad du har lært.

Gode snakke før og efter skolemoduler

På skoleopholdene får du en masse viden, som både du og butikken får glæde af. Du husker bedst din nye viden, hvis du får prøvet den af i den virkelige verden i butikken. Så sørg for at snakke med din oplæringsansvarlige om dét, du har lært, og kom selv med forslag til, hvordan du kan prøve det af i butikken.

Læs mere om uddannelsen her: