Velkommen som Oplæringsansvarlig

    Det er en spændende opgave, du har som OA. Alt det du ved om forretningen, skal du nu lære fra dig. Du gør en stor forskel for et ungt menneske, der måske kun lige har startet sin karriere.

    Både du og eleven lykkes bedst, hvis I kommer godt fra start. 

    Fejr elevens start

    For dig er det vigtigt at få en elev, der hurtigt begynder at bidrage i din afdeling, og som også har lyst til at blive. Med et smart ord hedder det ’onboarding’, og det handler om at få en ny medarbejder ’godt ombord’.

    Næsten alle kan huske deres 1. arbejdsdag flere år senere. Så vær klar! Vis eleven at hele teamet har glædet sig til at byde velkommen. Ankomst af en ny kollega skal fejres!

    Lav en introduktionsplan

    Især helt unge mennesker har stort behov for at føle sig trygge på deres læreplads. Tryghed og trivsel er forudsætningen for, at din elev kan lære nye opgaver og rutiner. Det er din opgave at lave en grundig og struktureret introduktionsplan for at skabe den tryghed, som sikrer, at din elev hurtigt bliver en hjælp for dig. Du kan sikkert godt huske din egen start i butik, så tænk over hvordan du selv vil huskes.

    Det er vigtigt at have fokus på, at ’onboarding’ ikke kun sker første dag på arbejde. Jo mere du investerer fra første kontakt, des hurtigere kan din elev bidrage positivt til at få hverdagen til at glide. Så sæt tid af, selvom det kan være svært i en travl hverdag.

    Giv din elev tid til at være ny! Som ny i jeres afdeling - og måske som ny på arbejdsmarkedet - skal eleven have tid til at falde til. Både ved løsning af opgaver og samarbejdet med jer. Husk, at I tager mange ting for givet, som man ikke kender til som ny.

    Skab tryghed med forventningsafstemning

    Afstemte forventninger skaber tryghed i jobbet og forebygger misforståelser og konflikter. Under introduktionen skal du som OA sikre, at de overordnede forventninger til hinanden er afstemt. En forventningsafstemning behøver ikke være en formel samtale i et møderum, men kan i lige så høj grad være en walk & talk, så I kommer væk fra forstyrrelserne i butikken, og eleven oplever, at der er fokus på ham/hende.

    Forventninger afstemmes ikke en gang for alle. Vi forandrer os som mennesker, og det samme gør butikkens behov, så løbende bør du sammen med din elev opdatere hinanden på, om I er på rette spor sammen.

    Download walk & talk øvelse

    Vi er flere, der støtter eleven

    Som OA er du den, der har det primære ansvar for elevens uddannelse. Men vi er flere, der bakker op. Du kan se nedenfor, hvem der kan hjælpe med hvad. 

     

    Butikken

    Uddannelsesansvarlig har det juridiske ansvar for at sikre overholdelse af de regler, der gælder for elever. Det vil typisk være uddeler eller varehuschef, der har ansat eleven og derfor er uddannelsesansvarlig.

    Oplæringsansvarlige (OA) har ansvaret for den praktiske oplæring i fagområdet, elevens trivsel og det gode samarbejde. OA skal deltage på Coops obligatoriske introduktionsdag for elever og deres OA. OA skal være uddannet indenfor detail og have minimum 4 års erhvervserfaring inden for branchen.

    I mindre butikker er de to som regel den samme person.

    HR

    I vores HR-support kan de hjælpe med praktiske og juridiske spørgsmål om ansættelse. De kan hjælpe dig med spørgsmål om elevens kontrakt, ferie, løn mm. 


    Hvis samarbejdet eller elevens uddannelse ikke kører helt som forventet, skal du kontakte din lokale HR-forretningspartner. Så vil vi tage hånd om udfordringerne sammen med dig.

    Skolen

    Skolen sikrer den faglige undervisning, der understøtter arbejdet i butikken. Skolen skaber rammerne for hele skoleopholdet, hvor eleven også bor sammen med andre elever fra Coop-butikker i hele landet. Skolen giver butikken besked til eleven via e-boks og på butiksmailen, om hvornår eleven skal på skole. Det er også skolen der kan hjælpe, hvis der er spørgsmål til uddannelsesaftalen. 

    Regler og praktisk information

    Klik på billedet og find alt om regler, retningslinjer for elever og praktiske informationer om skole mm.

    Uddannelsen

    Klik på billedet og læs mere om skolemoduler og uddannelsesplan.

    Opgaver som OA

    Klik på billedet og læs mere om dine opgaver som oplæringsansvarlig.