Uddannelsen

    Når du kender elevens uddannelsesforløb, kan du være en meget bedre OA for din elev. De små spørgsmål til skolen og fagene i hverdagen gør en stor forskel. 


    Skolemoduler og svendeprøve

    Du som OA og skolen er vigtige for din lærlings uddannelse, og derfor har skolen også en opgave i at understøtte jeres samarbejde. Imellem hver skoleperiode er der opstillet praktikmål, der understøtter lærlingen videre i den læring, der bliver undervist i på hvert skoleforløb.

    Tager din lærling specialet i Pølsemageri, skal du være opmærksom på at bestille 1/2 grise hjem, så de kan træne partering.


    Gode snakke før og efter skoleophold

    Ny læring huskes bedst, hvis man får prøvet den af i den virkelige verden i butikken. Vær nysgerrig både før og efter skoleopholdet og spørg, hvordan eleven selv tænker, at de kan bruge den nye viden. Det kræver ikke en formel samtale i et lukket rum, men kan sagtens være en snak, I tager over dagens gøremål.

    Oversigt over skolemoduler

     

    Gourmetslagter (Trin1)

    Trin 1 tager mellem 1 år og 6 måneder og 1 år og 9 måneder alt efter retning. Uddannelsen kan afsluttes med svendeprøve efter trin 1, hvorved du får titlen som gourmetslagter.

    Gourmetslagter med speciale (Trin 2)

    Vælger du at fortsætte på trin 2 specialerne, skal du ikke op til svendeprøve efter trin 1. Man kan specialisere sig inden for to forskellige retninger:

    A. Butik/delikatesse

    B. Pølsemager/forædling

    Trin 2 tager mellem 11 måneder og 1 år og 9 måneder alt efter specialiseringen. Alle specialer afsluttes med en svendeprøve, hvorved du får titlen som gourmetslagter med speciale i en af de to retninger.

    Skolemoduler

    Trin 1. Skoleforløb 1 - Grisen og gryden/Sælg din steg

    Varighed: 4 uger

    Der er fokus på udskæring af grisen og tilberedning af grisekødet med fokus på det klassiske danske køkken. Vi begynder at få kendskab og redskaber til forskellige tilberedningsmetoder samt til at fremstille garniturer/saucer. Vi arbejder med ernæringslære på baggrund af grisekødet og lovgivningen om egenkontrol, dokumentation og mærkning af færdigvarer.

    Vi arbejder med opskæring af oksepistol. Vi undersøger anatomien med fokus på internationale udskæringer. Under forløbet arbejder vi målrettet med forædling af oksekødet. Hele processen har fokus på salg og service, hvor der bliver set på markedsføringsmæssige metoder og fremstillingsformer.

    Fag under forløbet

    • Opskæring gourmet
    • Ernæringslære/lovgivning
    • Tilberedning
    • Forædling gourmet
    • Internationale fødevarer
    • Salg og service

     

    Trin 1. Skoleforløb 2 - Verden rundt + Håndværkeren og eventmageren

    Varighed: 4 uger

    Forædling og gourmetslagter-specialiteter. Vi arbejder med saltning, røgning, charcuteri og pølsemageri. Vi fremstiller kendte danske produkter og afprøver fremstillingen af særligt udvalgte globale produkter. Vi arbejder bredt med gourmetslagterens kompetencer, vi skærer okse-/kalvevinge, lam og fjerkræ. Vi arbejder med tilberedning af udskæringerne og bygger op til den afsluttende event, hvor vi gennemfører markedsføring, salg og service med opskrifter, tilberedningsanvisninger, anretning m.m. og sikrer, at gældende lovgivning bliver overholdt.

    Fag under forløbet

    • Forædling 1
    • Internationale fødevarer
    • Opskæring gourmet
    • Ernæringslære/lovgivning
    • Tilberedning
    • Forædling gourmet
    • Internationale fødevarer
    • Salg og service



    Trin 2. Skoleforløb 1 - Den innovative gourmetslagter

    Varighed: 4 uger

    Gourmetslagter med speciale i butik/delikatesse

    Vi udarbejder produktionsplaner og flowdiagram i forhold til egenkontrol og fødevaresikkerhed. Vi ser på de forskellige fagmetoder i forhold til parametre som arbejdsmiljø, sikkerhed og kvalitet. Vi fremstiller retter, der er klar til at blive lunet af kunden. Vi arbejder med aktuelle fastfoodog slowfoodprodukter, hvor grøntsager, frugt og salater indgår. Vi har særligt fokus på tilbehør til charcuterivarer. Hele processen foregår i teamsamarbejde, hvor alle er en del af produktudvikling i processen.

    Vi øver os i at betjene kunder og vejlede om tilberedning og tilbehør samt at eksponere og skabe mersalg ved personlige salgs- og
    spørgeteknikker.

    Vi kan redegøre for de forskellige delstykker samt anvendelsesmuligheder. Vi udvikler og fremstiller enkle varme og kolde og retter, fx Danmarks nationalret i nye fortolkninger.

    Herunder indtænker vi relevante krav og faglige standarder.

    Vi arbejder med prisberegninger på de produkter der produceres. Slutteligt ser vi på betydningen af produkternes påvirkning af miljøet samt på fødevaresikkerhed og kvalitet.

    Vi arbejder både selvstændigt og i teams omkring løsning af driftsopgaver.

    Fag under forløbet

    • Produktion, innovation, teknologi
    • Gourmetmåltider
    • Detailudskæring gourmet
    • Eksponering og kundebetjening
    • Kalkulation

    Gourmetslagter med specialet Pølsemager

    Vi arbejder med udskæring af for og bagfjerdinger samt grise. Vi kan redegøre for de forskellige delstykker samt anvendelsesmuligheder. Vi fremstiller bindefarsprodukter, såsom grill, middags- og
    pålægspølser, og anvender forskellige produktionsteknikker. Vi udvikler og fremstiller produkter, hvor vi tænker relevante krav og standarder ind. Vi ser også på produkternes påvirkning af miljøet og dets
    betydning.


    Vi arbejder med prisberegninger af de produkter, vi producerer.

    Vi arbejder både selvstændigt og i teams omkring løsning af driftsopgaver.

    Fag under forløbet

    • Kalkulation
    • Opskæring pølsemager
    • Produktion, innovation, teknologi pølsemager/forædler
    • Pølsemager/Forædler 1
    • Pølsemager/Forædler 2



    Trin 2. Skoleforløb 2 - Gourmetslagteren som specialist

    Varighed: 3 uger

    Gourmetslagter med speciale ”Butik og delikatesse”

    På dette modul kommer alle dine kernekompetencer i spil. Vi arbejder casebaseret, hvor opgaven er at kunne planlægge, producere, rådgive, vejlede, storytelle og prisfastsætte. Vi tager udgangspunkt i flere målgrupper og forskellige arrangementer, fx grillarrangementer, smørrebrødsarrangementer, tapas, den rundefødselsdag m.v.

    Vi har fokus på opskæring og eksponering af gourmetslagterbutikken/afdelingen med forskellige perspektiver og temaer.

    Fag under forløbet

    • Produktion, innovation, teknologi
    • Gourmetmåltider
    • Detailudskæring gourmet
    • Eksponering og kundebetjening
    • Kalkulation

    Gourmetslagter med speciale ”Pølsemager/forædler”

    På dette modul kommer alle dine kernekompetencer i spil. Vi arbejder casebaseret, hvor vi har fokus på forædling og gourmetslagterspecialiteter. Vi arbejder med saltning, røgning, charcuteri og pølsemageri samt prisfastsættelse og udviklingaf pølsemagervarer. Vi fremstiller kendte danske produkter og afprøver fremstillingen af særligt udvalgte globale produkter samt tilbehør.

    Fag under forløbet

    • Kalkulation
    • Opskæring pølsemager
    • Produktion, innovation, teknologi pølsemager/forædler
    • Pølsemager/Forædler 1
    • Pølsemager/Forædler 2



    Svendeprøven

    Hvis du ønsker at uddanne dig som gourmetslagter afsluttes uddannelsen med svendeprøve efter trin 1. Vælger du derimod at fortsætte på trin 2 specialerne, skal du ikke op til svendeprøve efter trin 1, men først efter trin 2.

    Du bliver indkaldt til svendeprøve på skolen, og afviklingen af svendeprøven finder normalt tidligst sted 3 måneder før uddannelsesaftalens ophør.

    Find svendeprøvevejledningerne her på siden: For Skoler - Slagterfagets Fællesudvalg


    Uddannelsesplan og praktikmål




     

    Den digitale logbog på www.praktikmål.dk er den uddannelsesplan, som danner grundlag for uddannelsen. Det er obligatorisk at udfylde den digitale logbog i samarbejde med din lærling.

    Målet med logbogen er at tilsikre en dialog samt sikre opfyldelse af praktikmålene. Følger I praktikmålene, er du samtidig sikker på, at din lærling er godt forberedt til svendeprøven.

    Praktikmålene er din sikkerhed for, at du giver lærlingen den faglige viden, som Undervisningsministeriet kræver, samt at lærlingen kan indstilles til svendeprøven.

    På YouTube kan du se en introduktion til praktikmål.dk: https://www.youtube.com/watch?v=P-yqD8g8YCU

    Både lærling og oplæringsansvarlig skal oprette en profil på www.praktikmål.dk.

    Har du brug for hjælp til at oprette en profil, finder du en guide, hvis du trykker på nedenstående knap.

    Praktikmål for gourmetslagteruddannelsen