Skolemoduler og svendeprøve 

    En stor del af arbejdet som bager handler om at vurdere råvarer, at sælge produkterne og at planlægge produktionen af varer. Hænderne skal være godt skruet på, da æltning, formgivning og udrulning bliver en daglig rutine i produktionen af det perfekte bagværk.

    Uddannelsen til bager er delt op i to trin, trin 1: bagværker, trin 2: detailbager/håndværksbager eller konditor.

    Herunder kan du læse om oversigten over skolemoduler på begge trin.

    Oversigt over skolemoduler som Bagværker

    Uddannelsen til bagværker har en uddannelsestid i virksomheden på 2 år. I løbet af de 2 år er du samlet på skole i 8 uger.

    I skoleperioderne vil du modtage undervisning i følgende fag:

    • Køb, salg & kalkulation
    • Egenkontrol & arbejdspladsvurdering
    • Varekendskab 1
    • Brødproduktion
    • Kageproduktion
    • Flødeproduktion

    I slutningen af sidste skoleperiode skal du til en afsluttende prøve. Når du har bestået prøven og afsluttet din praktiktid, vil du få et uddannelsesbevis, medmindre du vælger at fortsætte din uddannelse. Det kan enten være specialet bager eller specialet konditor.

    Oversigt over skolemoduler som Bager

    Uddannelsen til specialet bager har en uddannelsestid i virksomheden på 1 ½ år – men kan variere alt efter hvilken uddannelse du har i forvejen. I løbet af din uddannelse skal du på hovedforløb i 9 uger fordelt over 3 skoleperioder.

    I skoleperioderne vil du modtage undervisning i følgende:

    • Varekendskab 2
    • Køb, salg & kalkulation 2
    • Planlægning & produktion
    • Iværksætteri, innovation & samarbejde
    • Brødproduktion
    • Kageproduktion
    • Rullede deje
    • Produktudvikling, Produktion & Service
    • Dekoration og sensorik

    Når du nærmer dig afslutningen af din læretid som bager, skal du til en svendeprøve.

    Oversigt over skolemoduler som Konditor

    Uddannelsen til specialet konditor har en uddannelsestid i virksomheden på 1½ år – men kan variere alt efter hvilken uddannelse du har i forvejen. I løbet af din uddannelse skal du på hovedforløb i 11 uger fordelt over 3 skoleperioder.

    I skoleperioderne vil du modtage undervisning i følgende:

    • Varekendskab 2
    • Iværksætteri, innovation & samarbejde
    • Køb, salg & kalkulation 2
    • Produktudvikling, Produktion & Service
    • Planlægning & produktion
    • Piskede specialiteter
    • Rullede deje
    • Dekoration og sensorik
    • Dessertproduktion
    • Chokolatier
    • Etage & bryllupskager

    Når du nærmer dig afslutningen af din læretid som konditor, skal du til svendeprøve.

    Svendeprøven

    Svendeprøven foregår umiddelbart efter afslutning af sidste skoleperiode af hovedforløbet. Her indkaldes du til svendeprøve på skolen, og afviklingen af svendeprøven finder normalt tidligst sted 3 måneder før uddannelsesaftalens ophør.

    Gode snakke før og efter skoleophold

    På skoleopholdene får du en masse viden, som både du og butikken får glæde af. Du husker bedst din nye viden, hvis du får prøvet den af i den virkelige verden i butikken. Så sørg for at snakke med din oplæringsansvarlige om dét, du har lært, og kom selv med forslag til, hvordan du kan prøve det af i butikken.